Hvad er aseksualitet? Forestillingen, ‘Rør mig, rør mig ikke’ sætter fokus på, hvad det vil sige at være aseksuel og ikke opleve seksuel tiltrækning af andre. Forestillingen er co-produceret af BaggaardTeatret, Svalegangen og det prisvindende LGBTQ+ projektteater, HiLS DiN MOR. Jesper Frølund Hansen fra HiLS DiN MOR fortæller om baggrunden for forestillingen og om, hvorfor det er vigtigt at sætte en underrepræsenteret gruppe på scenen.

Af Kat. Sekjær

De fleste har en forståelse af, at seksualitet er en flydende størrelse, og at menneskers seksuelle orientering er forskellig fra individ til individ. Men hvad vil det sige at være aseksuel – altså at have en ikke-seksuel orientering? I ungdomsforestillingen ‘Rør mig, rør mig ikke,’ som er et samarbejde mellem BaggaardTeatret, Svalegangen i Aarhus og teatergruppen HiLS DiN MOR, får publikum et indblik i, hvordan det er at være aseksuel i en i øvrigt vældig seksualiseret ungdomskultur. 

Jesper Frølund Hansen, daglig leder og producent hos HiLS DiN MOR, forklarer, at det at være aseksuel er et spektrum. Nogle aseksuelle kan godt have sex, nogle aseksuelle kan blive forelskede, mens andre aseksuelle også kalder sig aromantiske:

“Hvis man tager den helt firkantede form, så er det at være aseksuel, at man ikke er seksuelt tiltrukket af andre mennesker. Man har ikke lyst til at have sex med et andet menneske. Så findes der også det at være aromantisk, som også hører ind under den aseksuelle paraply. Det er, hvis man ikke er romantisk tiltrukket af andre mennesker. Indenfor det opstår der et kæmpestort spektrum, for det er noget, man kan være på kryds og tværs – og være i forskellige grader. Der er også nogle aseksuelle, der har sex, men det er bare ikke noget, der styrer dem,” siger Jesper Frølund Hansen og tilføjer, at HiLS DiN MOR har valgt at fortælle om aseksualitet, fordi det generelt er underbelyst. Mange ved simpelthen ikke, hvad aseksualitet egentlig er.

HiLS DiN MOR er sat i verden for at lave teater med LGBTQ+tematikker og give unge et mere nuanceret billede, forklarer han:

“Der er nogle, der kan spejle sig i de her historier. Vores målgruppe er jo unge mennesker. Vi vil gerne oplyse om, hvordan det er at have en bestemt seksualitet – fordi vi tror, man kan lære noget af det, og at man kommer til at forstå hinandens forskelligheder bedre. Og dét kan skabe bedre trivsel. Det er tit uvidenhed, der gør, at der opstår mobning og diskrimination.”

Jesper Frølund Hansen fortæller, at man som ung aseksuel godt kan føle sig udenfor det ungdomsliv, der handler om at gå til fester og finde en kæreste. I ungdomsårene bliver seksualitet et emne, der fylder utrolig meget for utrolig mange unge:

“Man kan føle, at man bliver holdt udenfor fællesskabet, fordi man er lidt anderledes. Det er også derfor, der opstår nogle stigmatiseringer overfor for eksempel aseksuelle. Vi er så gode til at proppe hinanden i nogle  kasser. Og de, der står lidt udenfor, eller er i en anden kasse, er de nemme mobbeofre. For dér er noget, man kan sætte en finger på. Så det er en generel tematik, som jeg tror, mange unge mennesker kender: Frygten for at blive holdt udenfor fællesskabet,” siger Jesper Frølund Hansen.

En anden grund til, at HiLS DiN MOR denne gang tager aseksualitet op som tema, er, at det er begyndt at dukke op andre steder, primært i ungdomskulturen:

“Vi så, at det begyndte at dukke op i young adult-litteratur”, siger Jesper Frølund Hansen og tilføjer, at Foreningen for Aseksuelle i Danmark også er blevet mere synlige. Det betyder, at der er kommet mere viden om emnet, og at folk er blevet mere opmærksomme på det. Foreningen for Aseksuelle i Danmark er konsulenter på ‘Rør mig, rør mig ikke’ og er med til at give input fra de aseksuelles perspektiv.

“Man tænker måske, ‘det her kan man også være’ og ‘det er måske det, jeg er.’ Samtidig kan vi mærke, at der stadig er mange, der ikke ved noget om det. Og vi synes, at teater er spændende, når man også lærer noget,” siger Jesper Frølund Hansen og slutter med en anden væsentlig pointe:

“Vi syntes også, det var en god mulighed for at se, om man kunne se på seksualitet fra en anden vinkel. At samfundet måske kan lære noget af aseksualitet – at venskaber måske er lige så vigtige, som at have kærlighedsforhold.”

Forestillingen ‘Rør mig, rør mig ikke’, handler om Esther, der føler sig forkert. Når klassekammeraterne snakker om fester, flings og kærlighed, er det, som om hun ser det hele udefra. Som om hun mangler den vibe, der styrer alle andre. Men hvordan fortæller man det til en verden, der er besat af begær og jagten på den eneste ene? Og hvordan slipper man skammen, når man bare ikke passer ind?

‘Rør mig, rør mig ikke’ er en fortælling om jalousi, skam, forelskelse og kampen for at finde sig selv i et kaos af forventninger. Ester kan ikke leve op til gymnasielivets sociale pres, men kæmper for at finde vej og bryde med sin usikkerhed.

Hendes gamer-ven Olli forstår hende. De har mødt hinanden på et subreddit for aseksuelle, men da Olli får en kæreste, føler Ester sig forrådt – hvad er der galt med hende? På arbejdet i biografen er Sofia hendes lys i mørket, men da hun får følelser for Ester, bliver hun frustreret. Selv hendes far presser på med drømme om, at Ester møder den eneste ene, mens han forsøger at finde mening efter skilsmissen med Esters mor. RØR MIG, RØR MIG IKKE er et spejl for alle, der prøver at finde sig selv. En fortælling om, at det er okay at gå imod strømmen i en verden, der altid vil have dig til at passe ind.

Indlægget Teater HiLS DiN MOR: Rør mig, rør mig ikke blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Se artiklen (redigeret version) i sæsonkataloget her : AMDI

Alting handler om Amdi, i hvert fald når man er i nærheden af ham. Han deler folk og er ligeså elsket, beundret og savnet, som han er forhadt, foragtet og anklaget. Mogens Amdi Petersen er en karakter, ingen, der har mødt ham, glemmer. På BagaardTeatret kan man opleve et stykke Danmarkshistorie, der udspringer fra den fynske provins, hvor myten Mogens Amdi Petersen revolutionerer skolevæsen, levemåde og fællesskab og trækker tråde over kontinenter, årtier og generationer. Instruktør Thure Lindhardt fortæller her, hvorfor historien om Amdi stadig er vigtig at forstå i dag.

Af Katrine Sekjær

Det er ikke mange danske lærere, der har været eftersøgt af politiet, FBI og Interpol. Men der er en enkelt. Mogens Amdi Petersen: Manden bag Tvindskolerne, der blev etableret i 1970’erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. I årene inden grundlagde han Den Rejsende Højskole, der først havde base i Svendborg, siden på Fanø og fra 1972 i Ulfborg. Nu, 55 år senere, vender fænomenet Amdi Petersen tilbage til Svendborg, ikke som person, men som et stykke scenekunst, der undersøger, hvordan en folkeforfører bliver til.

Hvad er et fællesskab – og hvad sker der, når det svigter?

Thure Lindhardt er instruktør på forestillingen, der bygger på den anmelderroste bog, ‘Amdi bliver til’ som han og Rune Skyum-Nielsen står bag. For ham er Mogens Amdi Petersen og den tid, han var med til at forme en stadig kilde til fascination:

“Da jeg voksede op i 70erne og 80erne, voksede jeg op med idealisme. Det var ikke engang noget, man diskuterede, for det var noget, der bare blev taget for givet i de kredse, jeg voksede op i. Idealisme var grundsubstansen i et samfund. Om man tilhørte den ene eller anden -isme, var ikke nødvendigvis vigtigt, bare man havde en idealisme i sig. Det har altid fascineret mig – og så spørgsmålet: Hvad er et fællesskab og at tilhøre et fællesskab? Hvad gør det ved os, når vi pludselig ikke længere tilhører et fællesskab? Eller når det fællesskab viser sig at flytte sig væk fra idealismen og dermed svigter sig selv, men måske først og fremmest de mennesker, der har valgt at følge det. Dét har altid fascineret mig dybt.”

Visere, vittig vildere og visionær

Amdi Petersen var både en menneske af sin politiske og ideologisk prægede tid, men også et menneske, der formede den. Thure Lindhardt har talt med mange mennesker, der har været tæt på Amdi Petersen, som fortæller, at han havde en evne til at gøre det politiske indlysende og til at fremhæve det særlige, det enestående og kompetente i det menneske, han var sammen med.

“En af de fortællinger jeg fik, der gjorde et meget stort indtryk på mig, var fra en kvinde, der var meget tæt på ham i mange mange år, og siden hun var helt ung. Hun sagde, at ‘der var så mange alvorlige mænd, der sad og diskuterede og ideologi var så alvorlige’. Og pludselig kom der et menneske, som på ingen måde var alvorlig. Han var morsom, han var vittig, han var flabet, han var ordekvillibrist, han spillede musik og først og fremmest, så kiggede han på en og sagde: “Bare gør det! Se at komme igang!” Og så gjorde man det. Hun sagde: “Jeg vil sgu da hellere sidde i en bil med ham på vej til Fanø, end jeg vil sidde sammen med de der sure, unge, vrede mænd. For det var et sjovt selskab at være i. Det var det andet ikke. Det indrammer meget godt, hvad det er, vi taler om,“ siger Thure Lindhardt og tilføjer, at den karismatiske Amdi Petersen er et menneske med en enorm begavelse, humor, musikalitet, en kunstnerisk åre, en filosofisk åre og en pædagogisk åre:

“Det er som om, han er et menneske med lidt flere evner end alle os andre – og det gør, at ham vil vi godt være sammen med og tage ved lære af. For det vil vi med karismatiske mennesker. Og kan vi få lidt af det stjernestøv, der er ved det menneske?”

Det hele bliver meningsfuldt – og meningsløst, når det forsvinder

Amdi Petersen har haft en fantastisk evne til både at få store ideer og til at få andre med på dem og til derefter at realisere dem. Set udefra kan man undre sig over, hvordan folk frivilligt har arbejdet og givet alle deres ressourcer – deres tid, penge, liv og nærvær til Amdi Petersens projekter og organisationer. Men her er det igen i mennesket Amdi, at svaret skal findes:

“Du føler dig mere set og mere i live – og i løbet af få sætninger, har han sporet sig ind på, hvem du er, og hvad du drømmer om. Og så dømmer han dig ikke, men får dig til at gøre det, du drømmer om,” siger Thure Lindhardt og tilføjer:

“Man kommer i forbindelse med, hvem man selv er, og hvad verden er. Og findes der noget bedre?”

Det hele bliver meningsfuldt, når man er sammen med Amdi og indgår i fællesskabet. Men på et tidspunkt knækker det: Fællesskabet forsvinder, idealerne brister særligt da det står klart, at de ansvarlige ledere har svigtet – mistrivsel hos elever, misbrug af mennesker og misbrug af offentlige midler får euforien til at forsvinde. Og pludselig står en masse mennesker tilbage. Det meningsfulde er blevet meningsløst. Og Amdi? Han er gået under jorden.

Amdi: God? Magtsyg? Eller bare menneskelig

Derefter bliver det op til den enkelte at gøre regnskabet op: Var han et godt og idealistisk menneske, der blev forført og korrumperet af sin egen magt – eller var han i virkeligheden en beregnende, kynisk charmør og svindler hele tiden? Eller ligger sandheden et sted midt imellem. Thure Lindhardt har både mødt mennesker, der efter årtier stadig er fortørnede og sårede og mennesker, som altid vil have en kærlighed til Amdi:

“Jeg har mødt begge dele. Jeg har mødt masser af mennesker, som synes, det knækkede på grund af økonomi. Der er stadig mennesker, der ikke synes han har gjort noget forkert, men fokuserer på alt det gode, han har gjort. Og han har gjort meget godt. Så er der hans ældgamle venner fra Ringe, og mange af dem taler stadig om ham med dyb, dyb trofasthed. De har stadig dyb tillid til det menneske og har aldrig glemt ham. De længes ligefrem efter ham.”

Men kan man lægge hele ansvaret på ét menneske? Er der ikke et fællesskab, der også har et ansvar for at tingene gik, som de gik? Til det svarer Thure Lindhardt, at når et så stærkt fællesskab som Tvind svigter, findes der for den enkelte ikke noget mere ensomt. Spørgsmålet er at finde ud af, hvorfor det svigter. Og netop det er et af de aspekter, han tager med i arbejdet med teaterforestillingen.

Med Amdi Petersen er der tale om et individ, der får mere og mere magt, og samtidig et fællesskab, der går fra at være demokratisk til at være hierarkisk styret. Det sker langsomt, forklarer Thure Lindhardt:

“Hvis du har meget karisma og aldrig får nej – og du kan mærke, du altid kan få din vilje, så begynder du at opføre dig anderledes end ellers. Du kan overtale de andre til, at du må godt køre i en lidt dyrere bil, for du har så meget at se til. Det kan de godt forstå. Og så skal du bo lidt bedre og have lidt pænere tøj på, for du skal være repræsentativ. Lige pludselig – ja, hvor går så grænsen for, hvad du ikke må?”, spørger Thure Lindhardt retorisk: “Du opdager, at når du argumenterer, så er det dig, der ender med at få det sidste ord. Det er altså farligt for os allesammen.”

Et stykke lokalt Danmarkshistorie på scenen

Historien om Amdi aktualiserer debatten om, hvordan vi håndterer magt, karisma og moralsk ambivalens i en tid, hvor polarisering dominerer. Ofte tror vi, at det kræver store armbevægelser, elitære omgivelser eller medfødt status at blive et magtmenneske. Men historien om Amdi viser, at selv en helt almindelig fyr, der er barn af en skolelærer, og som vokser op i en lille, fynsk provinsby kan blive folkeforfører over tid. 

Hvordan det sker, kan opleves på Baggaardteatret til efteråret, hvor Thure Lindhardt instruerer historien om, hvordan Mogens Amdi Petersen blev til Amdi. 

Det handler om Amdi – men måske handler det også om alle os andre.

Indlægget Amdivalens: Den elskede og forhadte Amdi blev vist første gang den Katrine Sekjær.