Se artiklen (redigeret version) i sæsonkataloget her : AMDI
Alting handler om Amdi, i hvert fald når man er i nærheden af ham. Han deler folk og er ligeså elsket, beundret og savnet, som han er forhadt, foragtet og anklaget. Mogens Amdi Petersen er en karakter, ingen, der har mødt ham, glemmer. På BagaardTeatret kan man opleve et stykke Danmarkshistorie, der udspringer fra den fynske provins, hvor myten Mogens Amdi Petersen revolutionerer skolevæsen, levemåde og fællesskab og trækker tråde over kontinenter, årtier og generationer. Instruktør Thure Lindhardt fortæller her, hvorfor historien om Amdi stadig er vigtig at forstå i dag.
Af Katrine Sekjær
Det er ikke mange danske lærere, der har været eftersøgt af politiet, FBI og Interpol. Men der er en enkelt. Mogens Amdi Petersen: Manden bag Tvindskolerne, der blev etableret i 1970’erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. I årene inden grundlagde han Den Rejsende Højskole, der først havde base i Svendborg, siden på Fanø og fra 1972 i Ulfborg. Nu, 55 år senere, vender fænomenet Amdi Petersen tilbage til Svendborg, ikke som person, men som et stykke scenekunst, der undersøger, hvordan en folkeforfører bliver til.
Hvad er et fællesskab – og hvad sker der, når det svigter?
Thure Lindhardt er instruktør på forestillingen, der bygger på den anmelderroste bog, ‘Amdi bliver til’ som han og Rune Skyum-Nielsen står bag. For ham er Mogens Amdi Petersen og den tid, han var med til at forme en stadig kilde til fascination:
“Da jeg voksede op i 70erne og 80erne, voksede jeg op med idealisme. Det var ikke engang noget, man diskuterede, for det var noget, der bare blev taget for givet i de kredse, jeg voksede op i. Idealisme var grundsubstansen i et samfund. Om man tilhørte den ene eller anden -isme, var ikke nødvendigvis vigtigt, bare man havde en idealisme i sig. Det har altid fascineret mig – og så spørgsmålet: Hvad er et fællesskab og at tilhøre et fællesskab? Hvad gør det ved os, når vi pludselig ikke længere tilhører et fællesskab? Eller når det fællesskab viser sig at flytte sig væk fra idealismen og dermed svigter sig selv, men måske først og fremmest de mennesker, der har valgt at følge det. Dét har altid fascineret mig dybt.”
Visere, vittig vildere og visionær
Amdi Petersen var både en menneske af sin politiske og ideologisk prægede tid, men også et menneske, der formede den. Thure Lindhardt har talt med mange mennesker, der har været tæt på Amdi Petersen, som fortæller, at han havde en evne til at gøre det politiske indlysende og til at fremhæve det særlige, det enestående og kompetente i det menneske, han var sammen med.
“En af de fortællinger jeg fik, der gjorde et meget stort indtryk på mig, var fra en kvinde, der var meget tæt på ham i mange mange år, og siden hun var helt ung. Hun sagde, at ‘der var så mange alvorlige mænd, der sad og diskuterede og ideologi var så alvorlige’. Og pludselig kom der et menneske, som på ingen måde var alvorlig. Han var morsom, han var vittig, han var flabet, han var ordekvillibrist, han spillede musik og først og fremmest, så kiggede han på en og sagde: “Bare gør det! Se at komme igang!” Og så gjorde man det. Hun sagde: “Jeg vil sgu da hellere sidde i en bil med ham på vej til Fanø, end jeg vil sidde sammen med de der sure, unge, vrede mænd. For det var et sjovt selskab at være i. Det var det andet ikke. Det indrammer meget godt, hvad det er, vi taler om,“ siger Thure Lindhardt og tilføjer, at den karismatiske Amdi Petersen er et menneske med en enorm begavelse, humor, musikalitet, en kunstnerisk åre, en filosofisk åre og en pædagogisk åre:
“Det er som om, han er et menneske med lidt flere evner end alle os andre – og det gør, at ham vil vi godt være sammen med og tage ved lære af. For det vil vi med karismatiske mennesker. Og kan vi få lidt af det stjernestøv, der er ved det menneske?”
Det hele bliver meningsfuldt – og meningsløst, når det forsvinder
Amdi Petersen har haft en fantastisk evne til både at få store ideer og til at få andre med på dem og til derefter at realisere dem. Set udefra kan man undre sig over, hvordan folk frivilligt har arbejdet og givet alle deres ressourcer – deres tid, penge, liv og nærvær til Amdi Petersens projekter og organisationer. Men her er det igen i mennesket Amdi, at svaret skal findes:
“Du føler dig mere set og mere i live – og i løbet af få sætninger, har han sporet sig ind på, hvem du er, og hvad du drømmer om. Og så dømmer han dig ikke, men får dig til at gøre det, du drømmer om,” siger Thure Lindhardt og tilføjer:
“Man kommer i forbindelse med, hvem man selv er, og hvad verden er. Og findes der noget bedre?”
Det hele bliver meningsfuldt, når man er sammen med Amdi og indgår i fællesskabet. Men på et tidspunkt knækker det: Fællesskabet forsvinder, idealerne brister særligt da det står klart, at de ansvarlige ledere har svigtet – mistrivsel hos elever, misbrug af mennesker og misbrug af offentlige midler får euforien til at forsvinde. Og pludselig står en masse mennesker tilbage. Det meningsfulde er blevet meningsløst. Og Amdi? Han er gået under jorden.
Amdi: God? Magtsyg? Eller bare menneskelig
Derefter bliver det op til den enkelte at gøre regnskabet op: Var han et godt og idealistisk menneske, der blev forført og korrumperet af sin egen magt – eller var han i virkeligheden en beregnende, kynisk charmør og svindler hele tiden? Eller ligger sandheden et sted midt imellem. Thure Lindhardt har både mødt mennesker, der efter årtier stadig er fortørnede og sårede og mennesker, som altid vil have en kærlighed til Amdi:
“Jeg har mødt begge dele. Jeg har mødt masser af mennesker, som synes, det knækkede på grund af økonomi. Der er stadig mennesker, der ikke synes han har gjort noget forkert, men fokuserer på alt det gode, han har gjort. Og han har gjort meget godt. Så er der hans ældgamle venner fra Ringe, og mange af dem taler stadig om ham med dyb, dyb trofasthed. De har stadig dyb tillid til det menneske og har aldrig glemt ham. De længes ligefrem efter ham.”
Men kan man lægge hele ansvaret på ét menneske? Er der ikke et fællesskab, der også har et ansvar for at tingene gik, som de gik? Til det svarer Thure Lindhardt, at når et så stærkt fællesskab som Tvind svigter, findes der for den enkelte ikke noget mere ensomt. Spørgsmålet er at finde ud af, hvorfor det svigter. Og netop det er et af de aspekter, han tager med i arbejdet med teaterforestillingen.
Med Amdi Petersen er der tale om et individ, der får mere og mere magt, og samtidig et fællesskab, der går fra at være demokratisk til at være hierarkisk styret. Det sker langsomt, forklarer Thure Lindhardt:
“Hvis du har meget karisma og aldrig får nej – og du kan mærke, du altid kan få din vilje, så begynder du at opføre dig anderledes end ellers. Du kan overtale de andre til, at du må godt køre i en lidt dyrere bil, for du har så meget at se til. Det kan de godt forstå. Og så skal du bo lidt bedre og have lidt pænere tøj på, for du skal være repræsentativ. Lige pludselig – ja, hvor går så grænsen for, hvad du ikke må?”, spørger Thure Lindhardt retorisk: “Du opdager, at når du argumenterer, så er det dig, der ender med at få det sidste ord. Det er altså farligt for os allesammen.”
Et stykke lokalt Danmarkshistorie på scenen
Historien om Amdi aktualiserer debatten om, hvordan vi håndterer magt, karisma og moralsk ambivalens i en tid, hvor polarisering dominerer. Ofte tror vi, at det kræver store armbevægelser, elitære omgivelser eller medfødt status at blive et magtmenneske. Men historien om Amdi viser, at selv en helt almindelig fyr, der er barn af en skolelærer, og som vokser op i en lille, fynsk provinsby kan blive folkeforfører over tid.
Hvordan det sker, kan opleves på Baggaardteatret til efteråret, hvor Thure Lindhardt instruerer historien om, hvordan Mogens Amdi Petersen blev til Amdi.
Det handler om Amdi – men måske handler det også om alle os andre.
