Forsiden Arkiv | Katrine Sekjær

Teater HiLS DiN MOR: Rør mig, rør mig ikke

Kat Sekjær — Wed, 18 Jun 2025 10:26:32 +0000

Hvad er aseksualitet? Forestillingen, ‘Rør mig, rør mig ikke’ sætter fokus på, hvad det vil sige at være aseksuel og ikke opleve seksuel tiltrækning af andre. Forestillingen er co-produceret af BaggaardTeatret, Svalegangen og det prisvindende LGBTQ+ projektteater, HiLS DiN MOR. Jesper Frølund Hansen fra HiLS DiN MOR fortæller om baggrunden for forestillingen og om, hvorfor det er vigtigt at sætte en underrepræsenteret gruppe på scenen.

Af Kat. Sekjær

De fleste har en forståelse af, at seksualitet er en flydende størrelse, og at menneskers seksuelle orientering er forskellig fra individ til individ. Men hvad vil det sige at være aseksuel – altså at have en ikke-seksuel orientering? I ungdomsforestillingen ‘Rør mig, rør mig ikke,’ som er et samarbejde mellem BaggaardTeatret, Svalegangen i Aarhus og teatergruppen HiLS DiN MOR, får publikum et indblik i, hvordan det er at være aseksuel i en i øvrigt vældig seksualiseret ungdomskultur.

Jesper Frølund Hansen, daglig leder og producent hos HiLS DiN MOR, forklarer, at det at være aseksuel er et spektrum. Nogle aseksuelle kan godt have sex, nogle aseksuelle kan blive forelskede, mens andre aseksuelle også kalder sig aromantiske:

“Hvis man tager den helt firkantede form, så er det at være aseksuel, at man ikke er seksuelt tiltrukket af andre mennesker. Man har ikke lyst til at have sex med et andet menneske. Så findes der også det at være aromantisk, som også hører ind under den aseksuelle paraply. Det er, hvis man ikke er romantisk tiltrukket af andre mennesker. Indenfor det opstår der et kæmpestort spektrum, for det er noget, man kan være på kryds og tværs – og være i forskellige grader. Der er også nogle aseksuelle, der har sex, men det er bare ikke noget, der styrer dem,” siger Jesper Frølund Hansen og tilføjer, at HiLS DiN MOR har valgt at fortælle om aseksualitet, fordi det generelt er underbelyst. Mange ved simpelthen ikke, hvad aseksualitet egentlig er.

HiLS DiN MOR er sat i verden for at lave teater med LGBTQ+tematikker og give unge et mere nuanceret billede, forklarer han:

“Der er nogle, der kan spejle sig i de her historier. Vores målgruppe er jo unge mennesker. Vi vil gerne oplyse om, hvordan det er at have en bestemt seksualitet – fordi vi tror, man kan lære noget af det, og at man kommer til at forstå hinandens forskelligheder bedre. Og dét kan skabe bedre trivsel. Det er tit uvidenhed, der gør, at der opstår mobning og diskrimination.”

Jesper Frølund Hansen fortæller, at man som ung aseksuel godt kan føle sig udenfor det ungdomsliv, der handler om at gå til fester og finde en kæreste. I ungdomsårene bliver seksualitet et emne, der fylder utrolig meget for utrolig mange unge:

“Man kan føle, at man bliver holdt udenfor fællesskabet, fordi man er lidt anderledes. Det er også derfor, der opstår nogle stigmatiseringer overfor for eksempel aseksuelle. Vi er så gode til at proppe hinanden i nogle kasser. Og de, der står lidt udenfor, eller er i en anden kasse, er de nemme mobbeofre. For dér er noget, man kan sætte en finger på. Så det er en generel tematik, som jeg tror, mange unge mennesker kender: Frygten for at blive holdt udenfor fællesskabet,” siger Jesper Frølund Hansen.

En anden grund til, at HiLS DiN MOR denne gang tager aseksualitet op som tema, er, at det er begyndt at dukke op andre steder, primært i ungdomskulturen:

“Vi så, at det begyndte at dukke op i young adult-litteratur”, siger Jesper Frølund Hansen og tilføjer, at Foreningen for Aseksuelle i Danmark også er blevet mere synlige. Det betyder, at der er kommet mere viden om emnet, og at folk er blevet mere opmærksomme på det. Foreningen for Aseksuelle i Danmark er konsulenter på ‘Rør mig, rør mig ikke’ og er med til at give input fra de aseksuelles perspektiv.

“Man tænker måske, ‘det her kan man også være’ og ‘det er måske det, jeg er.’ Samtidig kan vi mærke, at der stadig er mange, der ikke ved noget om det. Og vi synes, at teater er spændende, når man også lærer noget,” siger Jesper Frølund Hansen og slutter med en anden væsentlig pointe:

“Vi syntes også, det var en god mulighed for at se, om man kunne se på seksualitet fra en anden vinkel. At samfundet måske kan lære noget af aseksualitet – at venskaber måske er lige så vigtige, som at have kærlighedsforhold.”

Forestillingen ‘Rør mig, rør mig ikke’, handler om Esther, der føler sig forkert. Når klassekammeraterne snakker om fester, flings og kærlighed, er det, som om hun ser det hele udefra. Som om hun mangler den vibe, der styrer alle andre. Men hvordan fortæller man det til en verden, der er besat af begær og jagten på den eneste ene? Og hvordan slipper man skammen, når man bare ikke passer ind?

‘Rør mig, rør mig ikke’ er en fortælling om jalousi, skam, forelskelse og kampen for at finde sig selv i et kaos af forventninger. Ester kan ikke leve op til gymnasielivets sociale pres, men kæmper for at finde vej og bryde med sin usikkerhed.

Hendes gamer-ven Olli forstår hende. De har mødt hinanden på et subreddit for aseksuelle, men da Olli får en kæreste, føler Ester sig forrådt – hvad er der galt med hende? På arbejdet i biografen er Sofia hendes lys i mørket, men da hun får følelser for Ester, bliver hun frustreret. Selv hendes far presser på med drømme om, at Ester møder den eneste ene, mens han forsøger at finde mening efter skilsmissen med Esters mor. RØR MIG, RØR MIG IKKE er et spejl for alle, der prøver at finde sig selv. En fortælling om, at det er okay at gå imod strømmen i en verden, der altid vil have dig til at passe ind.

Indlægget Teater HiLS DiN MOR: Rør mig, rør mig ikke blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Amdivalens: Den elskede og forhadte Amdi

Kat Sekjær — Wed, 18 Jun 2025 10:14:02 +0000

Interview med Thure Lindhardt om Mogens Amdi Petersen i forbindelse med forestillingen AMDi, på BaggaardTeatret 2025

Se artiklen (redigeret version) i sæsonkataloget her : AMDI

Alting handler om Amdi, i hvert fald når man er i nærheden af ham. Han deler folk og er ligeså elsket, beundret og savnet, som han er forhadt, foragtet og anklaget. Mogens Amdi Petersen er en karakter, ingen, der har mødt ham, glemmer. På BagaardTeatret kan man opleve et stykke Danmarkshistorie, der udspringer fra den fynske provins, hvor myten Mogens Amdi Petersen revolutionerer skolevæsen, levemåde og fællesskab og trækker tråde over kontinenter, årtier og generationer. Instruktør Thure Lindhardt fortæller her, hvorfor historien om Amdi stadig er vigtig at forstå i dag.

Af Katrine Sekjær

Det er ikke mange danske lærere, der har været eftersøgt af politiet, FBI og Interpol. Men der er en enkelt. Mogens Amdi Petersen: Manden bag Tvindskolerne, der blev etableret i 1970’erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. I årene inden grundlagde han Den Rejsende Højskole, der først havde base i Svendborg, siden på Fanø og fra 1972 i Ulfborg. Nu, 55 år senere, vender fænomenet Amdi Petersen tilbage til Svendborg, ikke som person, men som et stykke scenekunst, der undersøger, hvordan en folkeforfører bliver til.

Hvad er et fællesskab – og hvad sker der, når det svigter?

Thure Lindhardt er instruktør på forestillingen, der bygger på den anmelderroste bog, ‘Amdi bliver til’ som han og Rune Skyum-Nielsen står bag. For ham er Mogens Amdi Petersen og den tid, han var med til at forme en stadig kilde til fascination:

“Da jeg voksede op i 70erne og 80erne, voksede jeg op med idealisme. Det var ikke engang noget, man diskuterede, for det var noget, der bare blev taget for givet i de kredse, jeg voksede op i. Idealisme var grundsubstansen i et samfund. Om man tilhørte den ene eller anden -isme, var ikke nødvendigvis vigtigt, bare man havde en idealisme i sig. Det har altid fascineret mig – og så spørgsmålet: Hvad er et fællesskab og at tilhøre et fællesskab? Hvad gør det ved os, når vi pludselig ikke længere tilhører et fællesskab? Eller når det fællesskab viser sig at flytte sig væk fra idealismen og dermed svigter sig selv, men måske først og fremmest de mennesker, der har valgt at følge det. Dét har altid fascineret mig dybt.”

Visere, vittig vildere og visionær

Amdi Petersen var både en menneske af sin politiske og ideologisk prægede tid, men også et menneske, der formede den. Thure Lindhardt har talt med mange mennesker, der har været tæt på Amdi Petersen, som fortæller, at han havde en evne til at gøre det politiske indlysende og til at fremhæve det særlige, det enestående og kompetente i det menneske, han var sammen med.

“En af de fortællinger jeg fik, der gjorde et meget stort indtryk på mig, var fra en kvinde, der var meget tæt på ham i mange mange år, og siden hun var helt ung. Hun sagde, at ‘der var så mange alvorlige mænd, der sad og diskuterede og ideologi var så alvorlige’. Og pludselig kom der et menneske, som på ingen måde var alvorlig. Han var morsom, han var vittig, han var flabet, han var ordekvillibrist, han spillede musik og først og fremmest, så kiggede han på en og sagde: “Bare gør det! Se at komme igang!” Og så gjorde man det. Hun sagde: “Jeg vil sgu da hellere sidde i en bil med ham på vej til Fanø, end jeg vil sidde sammen med de der sure, unge, vrede mænd. For det var et sjovt selskab at være i. Det var det andet ikke. Det indrammer meget godt, hvad det er, vi taler om,“ siger Thure Lindhardt og tilføjer, at den karismatiske Amdi Petersen er et menneske med en enorm begavelse, humor, musikalitet, en kunstnerisk åre, en filosofisk åre og en pædagogisk åre:

“Det er som om, han er et menneske med lidt flere evner end alle os andre – og det gør, at ham vil vi godt være sammen med og tage ved lære af. For det vil vi med karismatiske mennesker. Og kan vi få lidt af det stjernestøv, der er ved det menneske?”

Det hele bliver meningsfuldt – og meningsløst, når det forsvinder

Amdi Petersen har haft en fantastisk evne til både at få store ideer og til at få andre med på dem og til derefter at realisere dem. Set udefra kan man undre sig over, hvordan folk frivilligt har arbejdet og givet alle deres ressourcer – deres tid, penge, liv og nærvær til Amdi Petersens projekter og organisationer. Men her er det igen i mennesket Amdi, at svaret skal findes:

“Du føler dig mere set og mere i live – og i løbet af få sætninger, har han sporet sig ind på, hvem du er, og hvad du drømmer om. Og så dømmer han dig ikke, men får dig til at gøre det, du drømmer om,” siger Thure Lindhardt og tilføjer:

“Man kommer i forbindelse med, hvem man selv er, og hvad verden er. Og findes der noget bedre?”

Det hele bliver meningsfuldt, når man er sammen med Amdi og indgår i fællesskabet. Men på et tidspunkt knækker det: Fællesskabet forsvinder, idealerne brister særligt da det står klart, at de ansvarlige ledere har svigtet – mistrivsel hos elever, misbrug af mennesker og misbrug af offentlige midler får euforien til at forsvinde. Og pludselig står en masse mennesker tilbage. Det meningsfulde er blevet meningsløst. Og Amdi? Han er gået under jorden.

Amdi: God? Magtsyg? Eller bare menneskelig

Derefter bliver det op til den enkelte at gøre regnskabet op: Var han et godt og idealistisk menneske, der blev forført og korrumperet af sin egen magt – eller var han i virkeligheden en beregnende, kynisk charmør og svindler hele tiden? Eller ligger sandheden et sted midt imellem. Thure Lindhardt har både mødt mennesker, der efter årtier stadig er fortørnede og sårede og mennesker, som altid vil have en kærlighed til Amdi:

“Jeg har mødt begge dele. Jeg har mødt masser af mennesker, som synes, det knækkede på grund af økonomi. Der er stadig mennesker, der ikke synes han har gjort noget forkert, men fokuserer på alt det gode, han har gjort. Og han har gjort meget godt. Så er der hans ældgamle venner fra Ringe, og mange af dem taler stadig om ham med dyb, dyb trofasthed. De har stadig dyb tillid til det menneske og har aldrig glemt ham. De længes ligefrem efter ham.”

Men kan man lægge hele ansvaret på ét menneske? Er der ikke et fællesskab, der også har et ansvar for at tingene gik, som de gik? Til det svarer Thure Lindhardt, at når et så stærkt fællesskab som Tvind svigter, findes der for den enkelte ikke noget mere ensomt. Spørgsmålet er at finde ud af, hvorfor det svigter. Og netop det er et af de aspekter, han tager med i arbejdet med teaterforestillingen.

Med Amdi Petersen er der tale om et individ, der får mere og mere magt, og samtidig et fællesskab, der går fra at være demokratisk til at være hierarkisk styret. Det sker langsomt, forklarer Thure Lindhardt:

“Hvis du har meget karisma og aldrig får nej – og du kan mærke, du altid kan få din vilje, så begynder du at opføre dig anderledes end ellers. Du kan overtale de andre til, at du må godt køre i en lidt dyrere bil, for du har så meget at se til. Det kan de godt forstå. Og så skal du bo lidt bedre og have lidt pænere tøj på, for du skal være repræsentativ. Lige pludselig – ja, hvor går så grænsen for, hvad du ikke må?”, spørger Thure Lindhardt retorisk: “Du opdager, at når du argumenterer, så er det dig, der ender med at få det sidste ord. Det er altså farligt for os allesammen.”

Et stykke lokalt Danmarkshistorie på scenen

Historien om Amdi aktualiserer debatten om, hvordan vi håndterer magt, karisma og moralsk ambivalens i en tid, hvor polarisering dominerer. Ofte tror vi, at det kræver store armbevægelser, elitære omgivelser eller medfødt status at blive et magtmenneske. Men historien om Amdi viser, at selv en helt almindelig fyr, der er barn af en skolelærer, og som vokser op i en lille, fynsk provinsby kan blive folkeforfører over tid.

Hvordan det sker, kan opleves på Baggaardteatret til efteråret, hvor Thure Lindhardt instruerer historien om, hvordan Mogens Amdi Petersen blev til Amdi.

Det handler om Amdi – men måske handler det også om alle os andre.

Indlægget Amdivalens: Den elskede og forhadte Amdi blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Konzerthaus Berlin: En espresso, brygget på god atmosfære og klassisk musik

Kat Sekjær — Tue, 10 Sep 2024 09:25:12 +0000

Læs artiklen på Applaus her

Martin Redlinger, foto af Katja Renner

I Konzerthaus Berlin er deres espresso-koncertformat blevet starten på en nytænkning af klassiske koncertformater og har givet andre publikumsgrupper adgang til den klassiske musik. Espresso-koncerterne har skabt et helt andet samvær og fællesskab, end mange andre klassiske koncerter giver mulighed for. Direktør for marketing og salg, Martin Redlinger, mener, at nøglen til succesen ligger i, at koncerthuset har gjort både musik og koncerthus mere imødekommende og tilgængeligt og skabt en anledning og et sted, hvor folk kan lide at mødes.

af Kat. Sekjær

Udgivet af Applaus, torsdag 2 maj 2024

Alene ordet espresso-koncert gør én nysgerrig. Hvad er det? Kort fortalt er det en klassisk koncert-oplevelse på Konzerthaus Berlin, som foregår om onsdagen kl. 14 og varer en time – og som inkluderer en espresso. Martin Redlinger, der er direktør for marketing og salg på Konzerthaus Berlin, forklarer, at det var det første koncertformat, som den kunstneriske leder og direktør, Sebastian Nordmann satte i søen, da han tiltrådte sin stilling:

“Han har altid haft visionen om at være et format-hus. Og selvfølgelig var han nødt til at begynde med ét format, så han startede med de her espressokoncerter. Profilen på espressokoncerterne var fra begyndelsen: Korte koncerter, unge kunstnere, ingen printede programmer eller lignende. Kunstnerne introducerede sig selv. De fortalte for eksempel, ‘hvorfor dette stykke musik er vigtigt for mig’, eller ’hvorfor det er svært at spille’ og så videre. Så det (koncertformatet, red.) er meget tilgængeligt. Idéen er at være approachable. Selvfølgelig er der også det i navnet, at man med billetten får en kop kaffe enten før eller efter koncerten. Det er inkluderet.”

Espressokoncerter er uden program, uden fast ensemble og uden fast sted

Espressokoncerterne foregår på forskellige steder i koncerthuset. Sebastian Nordmanns idé var i begyndelsen også at finde andre steder end salene at afholde koncerten, for eksempel på en trappe. Det var ikke altid, at det rent organisatorisk – eller akustisk – fungerede, men tanken var at have et åbent format med mere frie rammer:

“En anden ting er, at vi ikke udgav et program. Ingen vidste, hvad der ville blive spillet. Der er heller ikke et fast ensemble; vi har haft alt fra tuba-solo til strengeinstruments-kvartetter og en eller to gange om året store orkestre. Alt er muligt,” siger Martin Redlinger og tilføjer en vigtig pointe:

“Det, vi opnåede med denne slags idé, var, at espressokoncerten var ‘the star’ – ikke en bestemt kunstner, ikke et bestemt program, for ingen kender programmet: Folk tog ind til espressokoncerten, fordi de elskede det her koncertformat.”

Meget hurtigt blev espressokoncerterne en succes. Faktisk en så overdrevet og rungende succes, at tanken om, at folk bare skulle kunne falde impulsivt forbi, ikke længere var muligt, forklarer Redlinger:

“Det begyndte med at være en gang om måneden, på onsdage kl. 14. Og alt var udsolgt.

Vi forventede virkelig ikke den succes. Det var bare et forsøg for at se, hvad der ville ske. I begyndelsen havde vi en ide om, at det henvendte sig til de mennesker, der arbejder i kontorerne omkring Gendarmenmarkt, hvor koncerthuset ligger, og at de i deres frokostpause kunne komme her. Og en time senere kunne de vende tilbage til deres kontorer.”

Et andet segment, Konzerthaus Berlin havde haft for øje, var grupper af besøgende til byen, fortæller Redlinger og uddyber, at folk på grupperejser normalt vil have planlagt på forhånd at tage i operaen eller høre philharmonien om aftenen, men midt på dagen har de ofte ingen faste planer. Så de to grupper, kontorfolk i lokalområdet og kulturinteresserede besøgende, var de målgrupper, man havde i tankerne med espressokoncertformatet, men i virkeligheden tiltrak den åbne form et meget bredere publikum – og blev derfor en langt større succes.

Atmosfæren gør hele forskellen

Espressokoncerterne er særligt elskede for den imødekommende og tilgængelige atmosfære, der er omkring dem, fortæller Martin Redlinger:

“Det blev hurtigt noget, folk mødtes om, og hvor folk på en gang købte 6, 7 eller 8 espressokoncerter i rækkefølge, hvor de købte to eller fire billetter til hver af koncerterne. Derefter inviterede eller lavede de aftaler med andre. Det har lidt den samme atmosfære som et kaffe-selskab; det er en aftale midt på dagen, og folk elsker at komme der og mødes,” siger Martin Redlinger, der også ser espressokoncerterne som en kulturel begivenhed, der skaber større sammenhængskraft og community building i ordets oprindelige forstand:

“Jeg tøver med at bruge det ord, fordi man, når man hører det, tænker på sociale medier og digitalt arbejde, men det her er ikke digitalt. Det er virkelig en vigtig del af community building.”

Espressokoncerterne blev altså et samlingspunkt. Effekten var, at alt var udsolgt mindst en uge før, så der var ingen chance for at kunne deltage spontant. Derfor indså koncerthuset, at de blev nødt til at lave koncerterne med en anden frekvens. På andet år begyndte man derfor at lave espressokoncerter cirka en gang om ugen. Resultatet blev en sæson med omkring 40-45 espressokoncerter.

Stor diversitet i publikumsgrupper, der deltager onsdag eftermiddag

De publikumsgrupper, der kommer til espressokoncerterne, beskriver Redlinger som meget blandede og ret forskellige fra de folk, der kommer til de normale abonnent-koncerter om aftenen. Der er stor diversitet i gruppen, der kommer midt på dagen. På spørgsmålet om, hvorvidt det har været intentionen netop at få fat i nye publikumsgrupper, blandt andet ved at have unge kunstnere på scenen, svarer Martin Redlinger:

“Det er et tilfælde. Det er ikke rigtigt et ungt publikum, vi har. De helt unge har andre planer klokken 14 om onsdagen. Det er et lidt ældre publikum, der elsker at se og lytte til unge musikere. Det er en slags win-win situation, fordi espresso-koncerterne har en meget lav pris.”

Prisen gør, at koncerthuset ikke kan hyre dyre kunstnere, men til gengæld åbner det for nogle helt andre og interessante muligheder. Blandt andet arbejder koncerthuset sammen med de musikinstitutioner, der ligger i området – og for de unge mennesker er det en fantastisk mulighed:

“Det er en mulighed for den unge, dygtige kunstner, der måske bliver berømt to år senere at spille i Konzerthaus Berlin. Fra et økonomisk perspektiv var det også vigtigt at arbejde med nogle knap så kendte musikere for på den måde at matche en lavprispolitik.”

Formatet åbner for eksperimenter: Tuba-solo! Hallo?

Atmosfæren er den største gevinst ved espressokoncerterne, understreger Martin Redlinger flere gange:

“Folk elsker at mødes og at tale sammen før koncerten, få en kop espresso, møde venner, møde søde, unge artister og gå ud sammen bagefter. Det er færdigt efter en time. De elsker den atmosfære, tror jeg. Og i den atmosfære er de virkelig åbensindede. Forestil dig, at vi engang har haft et program med tuba-solo, siger han og griner:

“Tuba! Hallo? Hvis vi havde forsøgt at sælge dét som en koncert – en person på scenen med en tuba – ville ingen komme, ingen. Men til espressokoncert var der fyldt. Det er virkelig sjovt. Nogle gange er det tidlig musik, andre gange er det lidt mere ny kompositionsmusik, men folk er virkelig åbensindede.”

I den atmosfære oplever publikum også et samvær og nærvær med kunstnerne, mener Redlinger – det er ikke ophøjede kunstnere, der sidder hævet op på en scene, men musikere og publikum, der mødes i et fællesskab. Det fællesskab vil folk gerne være en del af, og derfor kommer de igen.

Prøv formatet af

Det kræver ikke en anderledes organisering at lave espressokoncerter. Ligesom med andre koncerter på stedet indgår den kunstneriske afdeling aftaler med musikerne, organisations-teamet sørger for koordinering, og marketing og kommunikation har på grund af den store efterspørgsel sørget for muligheden for at sælge koncerterne i pakker. Martin Redlingers bedste råd til kulturinstitutioner, der overvejer at lave andre formater, er entydigt at prøve det af:

“Vi havde ingen idé om, at onsdag kl. 14 om eftermiddagen ville vi få denne her succes. Som jeg sagde før, havde vi forventet et andet publikum, men vi er utrolig glade for det publikum, der nu kommer igen og igen og igen.”

Tidspunktet kl. 14 blev valgt, fordi der på den måde stadig var plads til de større koncerter om aftenen. Redlinger slår fast, at en stor institution som Konzerthaus Berlin selvfølgelig har brug for faste årskortholdere og publikum, der kommer til koncerterne om aftenen, men han lægger vægt på vigtigheden af at åbne huset generelt – og vigtigheden af at skabe en åben atmosfære, der også er åben for flere generationer:

“Jeg tror ikke på, at man skal lave et koncertformat særligt for unge mennesker, ‘fordi de er fremtiden’. Åben betyder åben for alle. Og hvis de ældre og yngre mennesker mødes og taler sammen, er det vidunderligt.”

Det tager tid at tænke på en ny måde

Som han ser det, kan det nogle gange skabe et problem, at man så intensivt forsøger at få fat i for eksempel unge under 30, fordi man overtænker det, sætter ting sammen og gør det meget kompliceret:

“Nogle gange er det bedre at tænke over atmosfæren end kun at tænke på musikken. Fordi musikken er den anden del af succesen her. Atmosfæren er den første del. Og nogle gange er det godt at tænke på den måde.”

Martin Redlinger forklarer, at det tager tid at omstille sin kulturinstitution til så anderledes formater. Da Sebastian Nordmann kom med ideen om at skabe forskellige formater, mødte han modstand særligt fra det kunstneriske team, men nu her mange år senere, er det nemmere at tænke på den måde og sammen udtænke forskellige koncertformater, forklarer Martin Redlinger og understreger, at det har været en lang proces at skabe den forståelse i organisationen:

“Vi indså, at det her er vores fremtid, både i det kunstneriske team og i marketingsafdelingen, fordi de her formater gør forskellen. De her formater gør os vigtige. Og du ved, hvor kompliceret det er at være vigtig i Berlin, hvor der er 1500 kulturelle tilbud om dagen. Vi er nu huset for koncert-formater – og alle (på vores team red.) lever for det.”

artiklen blev udgivet af Applaus: https://applaus.nu/nyheder/konzerthaus-berlin-en-espresso-brygget-paa-god-atmosfaere-og-klassisk-musik/

Indlægget Konzerthaus Berlin: En espresso, brygget på god atmosfære og klassisk musik blev vist første gang den Katrine Sekjær.

The Royal Opera House Covent Garden Version 2.0

Kat Sekjær — Tue, 10 Sep 2024 08:20:30 +0000

Photo by Alexander London, Unsplash

En stor rebranding, der omfatter et navneskift, et mere åbent hus, en fælles og fast defineret målsætning på tværs af organisationen og en nytilkommen kernemålgruppe er blot nogle af de gennemgribende forandringer, der er sket på det kendte og velestimerede Royal Opera House i Covent Garden i London, siden danske Christina Østerby tiltrådte stillingen som Commercial Director for to år siden. Processen med at skabe forandring i en traditionsrig og overvejende konservativ kulturinstitution kræver mere end bare gode intentioner. Til gengæld betaler det sig, når man sætter sig for at åbne sin kulturinstitution og lære sit publikum bedre at kende.

af Katrine Sekjær

Udgivet af Applaus, torsdag 30 maj 2024

Danske Christina Østerby har beskæftiget sig med scenekunst det meste af sit arbejdsliv – fra gadeteater og græsrødder til det tidligere Nørrebro-teater Kaleidoskop, til Betty Nansen og Det Kongelige Teater. Sidstnævnte arbejdede hun hos i næsten 20 år:

“Man kan sige, at rigtig meget af det, jeg er formet af, er at have arbejdet på en kulturinstitution, hvor der har været forskellige kunstarter i spil. Men også en institution som, da jeg startede, var én scene – og en meget traditionsrig og måske ikke så udviklet organisation – til at blive en kæmpe fabrik og en stor forretning,” siger hun og tilføjer, at hun derefter havde tre år på forlaget Gyldendal, hvor hun arbejdede med, hvad skal der til af temposkift i en organisation, for at den kan tjene flere penge. De erfaringer trækker hun på i sit job som commercial director på The Royal Opera House Covent Garden, hvor hun er ansat til at tænke kunst og forretning sammen, så både profit og kunstnerisk integritet bevares.

Det organisatoriske aspekt er vigtigt

Kort fortalt er hendes opgave at tænke det kommercielle ind i en organisatorisk struktur, så organisationen hænger bedre sammen og derigennem kan lave bedre og målrettede produkter, for at skabe dét, Østerby beskriver, som reel og profitabel publikumsudvikling.

“Det handler om at tjene nogle flere penge, og en stor del af det at tjene nogle flere penge er også at arbejde sammen på en anden måde i en organisation. Så det handler rigtig meget om organisationsmæssig struktur og samarbejde, og om at pakketere det, man nu engang har,” forklarer Christina Østerby. Hun understreger, at den organisatoriske del er afgørende. Det er nemlig de kulturinstitutioner, der har den organisatoriske del med i deres publikumsudviklingsarbejde, der differentierer sig fra andre aktører i samme felt.

The next best action

Et af de begreber, hun arbejder med på tværs af organisationen er, ‘the next best action’, som er det næste trin, der skal til for at drive processen fremad:

“Det er simpelthen, at i alt hvad vi arbejder med, prøver vi at sige: ‘Hvad er det så, vi gerne vil have folk til at gøre som det næste – og hvad er det for nogle mål, det skal hænge sammen med? Hvis man starter helt øverst, så handler det om at have nogle fælles målsætninger. Og når man så har de fælles målsætninger, bliver du nødt til at identificere, hvad det er for nogle ting, der kan gøre, at man kan nå de målsætninger – uanset om man arbejder på skræddersalen, eller om man arbejder i marketingsafdelingen,” forklarer Christina Østerby.

Hun fortæller, at det i høj grad handler om at begynde at tænke i samme retning og samtidig indsamle viden om de kunder, man ønsker at henvende sig til:

“Så handler det jo om at være mere databaseret: At man bruger den viden, og at man hele tiden strukturelt fylder den viden tilbage i organisationen, som man har fra sine kunder om, hvad de gerne vil.”

Som eksempel fortæller Christina Østerby, at hun er sikker på, at publikum gerne vil have de overdådige kostumer, operaen er kendt for. Men det er ikke sikkert, at publikum kan se forskellen på, om der er lagt 20 eller 100 timer i at skabe dem:

“Så hvor er balancen? Derfor handler det om, at man som skræddersal siger, ‘hvor er det, at vi vurderer, at godt er godt nok?’. Det, tror jeg, er en anden ting i kunstneriske organisationer – at vi stræber efter perfektion hele tiden. Derfor bliver vi nødt til som ledere også at være ekstremt tydelige i, hvad der forventes, men også at sige stop en gang imellem. Fordi ellers danner jeg mig mit indtryk af, hvad der er nok og godt, og hvad jeg skal gøre, og nogle andre gør noget andet. Så det med at have et fælles sprog omkring, hvordan og hvad, man gerne vil nå, er vigtigt. Så bliver det nemmere for mig (som medarbejder, red.) at se, hvad er det jeg skal bidrage til. Det er noget af det, der kan gøre, at en organisation for det første hænger bedre sammen, men også at vi arbejder meget mere effektivt.“

Kunsten at finde en fælles målsætning

Det lyder jo enkelt og indlysende, at et fælles mål kan strømline og effektivisere arbejdsgange og organisation på tværs af afdelinger og faggrupper. Men hvordan finder man en sådan en fælles målsætning – og hvordan får man derefter en sådan implementeret i en organisation, der i sig selv er blevet en institution, hvor man gør tingene på en bestemt måde – fordi det har man altid gjort?

Dét er svært, fortæller Christina Østerby, der samtidig løfter sløret for, at The Royal Opera House står overfor store forandringer, som det indtil videre har taget næsten to år at planlægge:

“Fordi det her er England, arbejder man ekstremt hierarkisk, så vi er startet med, at bestyrelsen har haft en workshop, hvor vi snakkede om, hvad vores kunst kunne, hvad vores kommercielle områder kunne, og hvad det var for nogle udfordringer, der var i organisationen. I forhold til det blev det rigtig tydeligt, at vi manglede de fælles målsætninger, og i virkeligheden også at vi manglede et fælles purpose,” siger Christina Østerby.

Hun forklarer, at man i det seneste år har arbejdet med at finde et formål, som alle kan byde ind på:

“Det har været i vores executive groups med workshops, det har været med hjælp fra facilitatorer, det har været frem og tilbage flere gange, og vi er faktisk endt med, at det er vores operachef, der har skrevet vores purpose ud fra alle de her input.”

Hun fortæller, at arbejdet har været virkelig omfattende, men samtidig er det ikke noget, man kan springe let hen over. Processen handler om at engagere folk og tale om, hvad man gerne vil, og det tager tid.

Nye tider, nyt navn

I skrivende stund er planerne endnu ikke fremlagt for hverken personale eller offentlighed, og Christina Østerby er spændt på, hvordan de nye planer vil blive taget imod både internt og eksternt:

“Det bliver spændende, når vi launcher det for personalet og siger, at nu kommer hele den interne transformationsproces, der følger i hælene på det arbejde, vi har struktureret. Udadtil kommer der også en hel del ændringer.”

Det er nemlig ikke bare de interne arbejdsgange, der skal gentænkes – hele processen har været så omfattende, at det står klart, at The Royal Opera House skal have et nyt navn, så det fremgår tydeligt, at stedet også er ballet. Samtidig skal hele kommunikationen have en anden tone, som i højere grad stemmer overens med de budskaber, man vil have ud, fortæller hun og giver som eksempel, at de ønsker at være ‘åbne, men ikke indforståede’, at være tilgængelige, og det skal være nemt for folk at engagere sig:

“Vi vil rigtig gerne tilbyde flere forskellige veje, du kan engagere dig med os. Du må gerne drikke en kop kaffe og sidde i vores foyer. Og ja, vi skal stadig bevare det, der gør operaen speciel, og som gør, at folk får en god aften, men der går ikke noget af os ved også at have barnevogne i foyeren eller have åbent for family sundays og sådan noget. Der er flere veje, du kan engagere dig med os på, og det er også derfor, vi har launchet en streamingplatform, og derfor vi gør rigtig meget ud af vores sociale medier. Det er for at prøve at sige, at vi er flere forskellige ting. Det, tror jeg, er rigtig væsentligt også at arbejde med i de klassiske scenekunsttyper,” siger Christina Østerby.

Hun forklarer, at hvis folk ikke har nogen relation til de klassiske kunstarter eller ved, hvad det skal betyde for dem, så der er det vigtigt, at man som kulturinstitution tilbyder den relation ved at række ud:

“Du kan engagere dig ved at se en Tik-Tok-video og synes, den er sjov. Der må rigtig gerne være forskel på, hvordan folk engagerer sig. Det behøver ikke være sådan, at alle skal have den samme oplevelse. Vi skal ikke proppe én oplevelse ned over vores publikum. Tværtimod så skal vi åbne alt det, vi har for så mange oplevelser som overhovedet muligt. “

Kunsten går vi ikke på kompromis med

Efter coronapandemiden og efter Christina Østerbys tiltræden – selvom hun selv nedtoner den del af ligningen – er der sket et markant skift i publikum:

“Vi har jo flyttet vores publikum, så den største publikumsgruppe vi har, er dem, som er i alderen 20-29 år. Det er den største individuelle publikumsgruppe. Tidligere var kernegruppen mellem 50-59 år.”

Det er blandt andet sket, fordi huset har åbnet sig med anderledes tilbud, som udover de nævnte streaming- og sociale medier også omfatter tilbud om at komme ‘behind the scenes’, være til te-eftermiddag med foredrag eller til gratis performance. Før coronapandemien var The Royal Opera House nærmest en lukket klub, hvor man skulle købe adgang for overhovedet at få lov til at købe en billet, forklarer Christina Østerby:

“Hvis du skal lægge 1000 pund up front for overhovedet at få lov til at købe en billet, så bliver det kun dem, der virkelig er ved muffen, der kan komme til. ”

Fremover skal Royal Ballet og Opera være åbent og mere tilgængeligt og henvende sig til publikum med større diversitet. Men selvom man kan målrette, strømline og effektivisere på forskellige måder både organisatorisk og i sin kommunikation og sine tilbud, understreger Christina Østerby, at kunsten altid kommer i første række:

“Der er én ting, vi ikke går på kompromis med, og det er vores kunst. Jeg tror i virkeligheden, at det med at være fuldstændig sikker på, at kunsten har den højeste standard, er det, vi er fælles om at opleve. Om du så oplever det på den ene eller anden måde, det kontrollerer vi ikke. Om du kommer i pænt tøj, eller om du kommer i dit hverdagstøj – det er sådan set ligegyldigt.”

Artiklen blev udgivet af Applaus: https://applaus.nu/nyheder/the-royal-opera-house-covent-garden-version-2-0/

Indlægget The Royal Opera House Covent Garden Version 2.0 blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Stine Bosse: øget konkurrence i ngo-sektoren vil føre til flere fusioner

Kat Sekjær — Tue, 26 Mar 2019 21:08:24 +0000

Fondsmodellen er en god virksomhedsform for en moderne ngo, mener formand for PlanBørnefonden, Stine Bosse. Hun stod selv i spidsen for fusionen mellem Plan og Børnefonden og forudser, at der vil komme flere af den slags fusioner fremover – også selvom det kræver benarbejde at gennemføre. Presset på ngo-sektoren stiger, og den skal derfor i højere grad bevise sit værd gennem effektivitet, gennemsigtighed, dokumentation og international slagkraft. Danmarks Fonde har talt med Stine Bosse om kunsten at lægge to fonde sammen i arbejdet for at gøre verden til et bedre sted.

Arktilen blev bragt i Danmarks Fonde d. 19. Februar 2019

Klik her for at hente en pdf version af artiklen

Indlægget Stine Bosse: øget konkurrence i ngo-sektoren vil føre til flere fusioner blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Interview med manden bag D’Angelo, Alicia Keys, The Roots, Al Green og mange andre: Mød Grammy Award-vindende producer, Russell Elevado

Kat Sekjær — Sat, 14 Nov 2015 12:25:37 +0000

Han har indspillet og produceret nogle af sin tids største musikalske navne; D’Angelo, Alicia Keys, The Roots, Al Green, Erykah Badu, Angelique Kidjo for at nævne et par stykker. Russell Elevado er et geni bag en mixerpult; en seismograf, der detekterer de magiske elementer i musikken og fremhæver dem – eller som en dansk musiker udtrykte det; ”Han kan jo ikke røre ved en produktion uden at blive nomineret til en Grammy.” Og det er ikke helt forkert.

Af Kat. Sekjær

Du har garanteret lyttet til en af hans produktioner. New York-produceren, Russell Elevados liste over Grammy Awards og No #1 hits i USA er længere end mange almindelige menneskers indkøbslister. Almindelige mennesker kender ham måske ikke af navn, men de kender hans lyd, for Mr. Elevado, med tilnavnet ‘the Dragon’ – er kunstneren bag de indspilninger, de synger med på, når de tænder for radioen. For nylig gæstede han København, hvor han holdt en workshop og gav en masterclass i netop indspilning og musikproduktion. Hovedbudskabet? Digitalt er godt. Analogt er bedre. Så meget bedre.

Russell Elevado ser cool ud. Den slidte t-shirt, sølvsmykkerne og det lange hår understreger de filippinske træk. Tatoveringerne på armene har han selv tegnet. Han ligner en, der kan et par ninja-tricks eller to. Hvis musikproduktion var en kampsport, ville han såmænd også have det sorte multi-platin-bælte. Stemmen er blød, nærmest dæmpet – som om han har afstemt, hvordan den skal lyde – spørger han venligt, om det er okay han ryger? Vi sidder udenfor en solbeskinnet efterårsdag. Han finder en pakke tobak og cigaretpapir frem. Rutineret samler fingrene en smøg. Også dét foretrækker han at mikse selv. Det præfabrikerede er ikke hans stil. Elevado inhalerer, nikker:

»So, what do you want to know?«

Analog i en digital tidsalder

Tja. Eftersom Elevado har arbejdet med nogle af sin tids mest indflydelsesrige kunstnere og producenter, herunder Alicia Keys, The Roots, Al Green og Erykah Badu, Roberta Flack, Roy Hargrove, D’Angelo, Blackalicious, Rick Rubin, Tony Visconti, kan han jo starte dér: Hvad er det præcis han kan, som gør ham til en af de mest efterspurgte pladeproducere og sound engineers? Og hvorfor foretrækker han at optage på bånd og arbejde analogt i en digital tidsalder?

»Hvorfor? Det korte svar er: Fordi det lyder bedre,« Russell Elevado holder en pause. Det er et statement. ‘Analog Warrior’ og ‘Sonic Manipulator’ er hans undertitler på Twitter. Så tilføjer han:

»Det lange svar kunne være, at det skaber et vist workflow; det er langt mere permanent, end når du har en computer og bare kan trykke på undo-knappen. Så det, at lave en indspilning på bånd, tvinger musikerne til virkelig at have styr på deres lort. Når det er gjort, så er det sådan, det bliver. Alene dét element tvinger alle – både assistenten, musikerne og den producerende tekniker – til virkelig at være på pletten. Du bliver nødt til at have erfaring både i dig selv og med dit instrument for at kunne gøre det på en effektiv måde.«

At optage analogt er en dyr affære. Jo flere optagelser, jo mere bånd og desto dyrere produktion. Bånd forpligter. Når alle har arbejdet virkelig hårdt på at få ‘det perfekte take’, tager man det ikke bare om: Det fungerer som på gammeldags kasettebånd; hvis man optager ovenpå sletter man første indspilning. Altså kan nogle af musikerne blive nødt til gå på kompromis med en lille fejl, de har lavet her eller der. Men det er netop de små ting, der gør det til en menneskelig præstation. Det gør det interessant:

»Du kan ikke lave det perfekt hver gang. Og udfra et lydmæssigt synspunkt, så har det så meget mere dybde og bredde, end hvis det gøres digitalt, forklarer Elevado og tilføjer: »Det er meget, meget større. Det tåler ingen sammenligning.«

Vintage og Vinyl

Russell Elevado er kendt for at have en særlig vintage-lyd, og han er old school, når det kommer til gear og præferencer. Hans musikalske rødder er plantet i motown, i gamle indspilninger af soul, funk og rock fra 60´erne, 70´erne og en del af 80´ernes musik –for eksempel de gamle Prince-numre. The classics, siger han:

»Jeg voksede op med vinyl. Jeg tror, det er derfor, jeg laver alting analogt – fordi det er den lyd, jeg har lyttet til fra en tidlig alder. Og jeg har altid villet genskabe det,« Elevado zoomer tilbage i tiden:

»Allerede da jeg var ung tænkte jeg; ‘yeah, når jeg bliver lydteknikker, så vil jeg sørge for, at der er en ordentlig bund, ordentlig trommelyd … du ved, alle de ting, jeg savnede på mine yndlingsalbum; ‘arh, de skulle have lavet lilletrommen højere’ …«

Han fortsætter opremsningen, og i et glimt bliver den prominente plademester pludselig en begejstret teenager igen:

»Jeg har faktisk overført en del af mine gamle vinylplader gennem high-quality convertere og pre-amps og lavet mine egne versioner af dem… Og de lyder, jeg vil sige, 30 procent bedre end hvilken som helst remastered cd, du kan finde.«

Lyden af en Grammy

Russell Elevado er kendt som en kunstnerisk producer, der har stor indflydelse på, hvordan et nummer kommer til at lyde. Derfor er det nærliggende at spørge ham, om han har en bestemt kunstnerisk vision?

»Jeg er ikke sikker på, jeg kun har én bestemt vision i tankerne, men jeg bestræber mig helt sikkert på at give hver artist en helt særlig sound. Men jeg tror nok, jeg har en særlig lyd i forhold til at lave meget lydmættede mix. Bassen er er som regel ret fyldig, og trommerne lyder rigtig godt,« han griner, som om det sidste er en selvfølgelighed:

»Men bortset fra det, så rent kunstnerisk, ja, så prøver jeg at få det bedste ud af hver sang. Jeg forsøger at finde de magiske elementer og fremhæve dem – finde ud af, hvad jeg kan gøre for at løfte det op på et andet niveau. Altså i stedet for at sidde med sangen og tænke: ‘Okay. Jeg vil bare gerne have det til at lyde godt.’ Jeg forsøger at finde noget, jeg kan gøre, som kan gøre nummeret endnu mere specielt.«

Han er altid nervøs, når han skal møde en stjerne for første gang. Men det går som regel fint. Divaproblemer har produceren sjældent. Når det en ind imellem sker, er det aldrig rettet mod ham personligt. Tit handler det om frustrationer, nervøsitet eller sårbarhed:

»Måske tager jeg dem og musikken til steder, de ikke havde regnet med. Der kan opstå en frygt for, at jeg ændrer dem for meget. Så skal en del af dem åbne sig for noget nyt. Jeg giver dem altid friheden til at foretage et valg. Du ved: ‘Det er okay, hvis du ikke kan lide det …’ Det er jo deres beslutning.«

Better get your shit together

Han startede som musiker og vidste ret tidligt, at han ville beskæftige sig med lyd:

»Jeg ville have noget at falde tilbage på i tilfælde, af at musiker-tingen ikke lykkedes,« siger Elevado. Et udsagn, der virker komisk, hans succes taget i betragtning.

Han har arbejdet sig op fra bunden og begyndte at assistere i et studie som 18-årig. Assistere: Som i ’tage imod gæster og lave kaffe’. Det har betydning for, hvordan man betragter sit arbejde sidenhen – at det er noget, man har gjort sig fortjent til. Og jo, det er da et særligt privilegium at skulle arbejde for klienter, som man i forvejen er fan af, indskyder Russell Elevado og smiler skævt. Her, i dansk solskin, virker han som en beskeden fyr, der ved, hvad han er god til. Han går ind i en ny produktion med åbent sind og foretrækker at improvisere:

»Jeg har faktisk ingen rutiner. Mine hovedassistenter ved, hvilket gear de skal sætte op; hvilke mikrofoner jeg foretrækker til en optagelses-session. Jeg træder ind med så godt som ingen plan fra begyndelsen – og prøver på at føle, hvor det bærer hen, mens jeg er i gang med det. Så begynder der at forme sig en plan.«

På spørgsmålet om, hvorfor folk vælger ham; hvad hans trademark eller superpower er, svarer han, at mange musikere, fortæller, at han har fået en særlig følelse frem i sangen eller på det færdige album:

»Jeg tror, det er min styrke. Det er godt at lære det tekniske så godt, du kan; hør efter hvad læreren siger og læg det så bag dig: Altså, så det bliver noget, du bare gør – uden at skulle tænke over det.«

Med andre ord; ‘better get your shit together’, når der står et helt band og en superstar venter på, du trykker på record.

Elevado kan improvisere, fordi han har erfaring nok. Og fingerspidsfornemmelse. Han ved helt bogstaveligt, hvilke knapper han skal trykke på. Mixerpulten er hans instrument. Uden tøven siger han, at han er endt det rigtige sted. Musiker-tingen blev en bibeskæftigelse. Det kan han jo så overveje at falde tilbage på.

Russell Elevado har talt et godt stykke tid. Men nu kan Mesteren i lydhørhed, Ninjaen i rumklang og ‘the Dragon’ i sonisk forståelse ikke holde sin betænkelighed tilbage længere. Skeptisk kigger han på diktafonen, der ligger på bordet og blinker ved siden af lighteren:

»Is this picking me up okay, you think?«

Højst sandsynligt ikke. Den er en digital tingest. Pen, papir og den menneskelige præstation, har han mere tillid til: Håndgribelige instrumenter og øjeblikke, der ikke kan undo´es. Russell Elevado forstår ikke dansk. Alligevel takker han som ‘Analog Warrior’ ja til at få artiklen tilsendt. På print. Selvfølgelig.

FAKTABOKS 1: GEAR

compressors:

Gates SA-39B

Gates Sta-level

LA2A

Altec 438c (2)

Altec 436c (2)

Fairman TSC (opto stereo tube compressor)

Civil aeronautics limiter-1529

Urei 1178

Telefunken U373a (2)

Collins 26W

Helios F760 (2)

CBS Audimax lll

CBS ll

UA 175b

Dynax (Olivier Bolling design)

mic pre’s and eq’s:

Telefunken V676a (10)

Focusrite (2)

Helios type 69 “Strawberry” (2)

Helios type 79 (green) (8)

Neve 33115 (4)

Telefunken W395a (2)

Filtek MK5b (4)

Siemens W295b (2)

Neumann OEV (2)

Neumann V476 (2)

Altec 9470A (10)

RCA- BA31 (2)

WSW tube mic pre (2)

Urei 565t

Microphones:

Neumann SM2

Neumann 47 FET

Neumann U47 tube

Neumann U64 (2)

M 221H

AKG C12a

Beyer M160

D12

MV 691 (4)

RCA 44BX

RCA 74b Jr (2)

STC 4033

AEA R84

421 (2)

effects:

Flanger (lovetone)

Ring Stinger (lovetone)

Big cheese (lovetone)

Doppelganger (lovetone)

Mutron Flanger

Mutron lll

Mutron Bi-phase

Mooger Fooger

Maestro USS-1

Maestro Rhythm & Sound

Micro Synthesizer

Bass Drive (fulltone)

Choralflange (fulltone)

Tube tape echo (fulltone)

maestro echoplex (tube)

Motion Sound AR-112

Vermona retroverb

MXR Phaser (2)

MXR Omni

PCM 41

BOKS 2: Erann DD kommentarer.

Erann DD deltog i den masterclass med Russell Elevado, der foregik i Medley Studios. Artisten stillede ham tre hurtige spørgsmål om ’The Dragon’:

Hvad er det, Elevado kan, særligt?

»Det, Russell Elevado kan, er at få en live session til at lyde som en studio recording – for eksempel D’ Angelos Voodoo album. Altså få et super levende groove til at lyde så godt, at man næsten tror, det er løgn. At få det analoge instrument til at lyde som aldrig før. Jeg har aldrig hørt en stortromme eller bas lyde så svingende tight, som når han rykker på knapperne i sit

true analog studio.«

Hvilken betydning har det for dig, at optage analogt?

»Jeg er gået helt tilbage to the roots. Har endelig fundet lokalerne til mit nye studio, der er spækket med analog vibe fra instrumenter, mixere og AMPEX-spolebåndoptagere og så videre. Det lever bare mere og lyder bedre og giver i øvrigt en dejlig stemning. Ja, det fylder meget, men jeg bliver kreativt sat på plads. Det tager længere tid og koster lidt mere, men i de pauser, der er ind imellem i en analog session, lærte Russ mig, at det var der, magien lå og lurede. Skabelse af musik må ikke stresses frem. Men den skal også lukkes. En sang kan komponeres meget hurtigt, men farverne og groovet omkring kan tage lidt tid og skal have ro. Glem den deadline og lav noget fed musik, som hvis du var på en øde ø og ikke havde andet at lytte på.«

Hvor stor indflydelse har lydteknikeren efter din mening på det færdige album? Bør man betragte the sound engineer som en med-kunstner?

»Ja og nej. Lige nu arbejder jeg med selveste Kjeld Wennick, pladedirektør, han inkluderer mere eller mindre alt: Han arrangerer, producerer, komponerer, danser og hopper og vender op og ned på det hele … men han får det bedste ud af mig! Med-kunstner eller ej; det kommer an på artisten og hvilken produktion, det drejer sig om. Russell Elevado leger lige nu med mixet på mit nye album, der udkommer i 2015, og han er et kapitel for sig, hvad angår the New York sound!«

http://katrinesekjaer.dk/wp-content/uploads/2015/11/Grammyproducer-optaget-analogt.pdf

Arktilen blev bragt i Artisten #4 December 2014

Klik her for at hente en pdf version af Artisten

Indlægget Interview med manden bag D’Angelo, Alicia Keys, The Roots, Al Green og mange andre: Mød Grammy Award-vindende producer, Russell Elevado blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Psykisk arbejdsmiljø: Er chikane-udsugningen tændt og stikpillefilteret sat i?

Kat Sekjær — Sat, 23 Mar 2019 19:41:32 +0000

Selvom det ifølge arbejdsmiljøloven er arbejdsgivernes ansvar at sikre det psykiske arbejdsmiljø, er det for mange arbejdspladser og brancher et forholdsvist nyt område, som i modsætning til det fysiske arbejdsmiljø er meget sværere at ‘sikre’. Man kan endnu ikke få psykiske sikkerhedssko, luftfiltre mod ubehagelige bemærkninger eller gule hjelme, der afværger mobning. Alligevel er der meget, man både som arbejdsgiver, ansat og branche kan gøre for at skabe et sundt arbejdsmiljø.

Artiklen blev bragt i Magasinet Sceneliv, #8 2017

Læs arktiklen her

Indlægget Psykisk arbejdsmiljø: Er chikane-udsugningen tændt og stikpillefilteret sat i? blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Kan man ødelægge en klassiker?

Kat Sekjær — Sat, 23 Mar 2019 18:31:54 +0000

Der er en grund til, at klassikere er blevet klassikere: De er en slags kalejdoskoper, hvis universelle handlinger
og evigtgyldige temaer beskriver os, så vi gang på gang ser os selv og verden spejlet. Men hvor meget må man omforme, lægge til og trække fra i værket? Ændrer vi på kulturarven, hvis handlingen i en klassiker forandres markant? Vi undersøger, hvor hellige de klassiske tekster er.

Artiklen blev bragt i Magasinet Sceneliv, #5 2018

Læs artiklen her

Indlægget Kan man ødelægge en klassiker? blev vist første gang den Katrine Sekjær.

En ægte Picasso

Kat Sekjær — Sat, 14 Nov 2015 11:47:56 +0000

Vi har været i krig i mange år, mit ansigt og jeg. En blodig krig med talrige ofre: Nervetråde er blevet skåret igennem, muskler er blevet opereret ud, ben er blevet skåret op, væv er blevet smadret, skåret væk, syet ind – og for hvis skyld?

Jeg er pigen med det skæve ansigt. En diagonal linje deler mit ansigt i to. På den ene side – på den anden side. Den har ikke altid været der, skævheden. Den kom, da jeg var 11, og skamferede mit ellers symmetriske barneansigt. Måske var det en uopmærksom gud, der lod sin pegefinger strejfe min venstre del af panden, lod den løbe pandeben, næseben, mundelip, hageflip ned til højre side af hagen. Mit kainsmærke. Mit sabelhug. Mit kløvede jeg.

Kronikken blev bragt i Information d. 8. juli 2015

Læs hele kronikken her

Indlægget En ægte Picasso blev vist første gang den Katrine Sekjær.

Interview med skuespilchef, Morten Kirkskov: Det er ikke sådan, at jeg går på arbejde og bliver til et andet menneske

Kat Sekjær — Sat, 14 Nov 2015 12:41:26 +0000

Sceneliv, interview med Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov:

http://katrinesekjaer.dk/wp-content/uploads/2015/11/Sceneliv_nr_7_2015.10-13.pdf

Artiklen blev bragt i Magasinet Sceneliv #07 2015

SCENELIV udgives af Dansk Skuespillerforbund

Indlægget Interview med skuespilchef, Morten Kirkskov: Det er ikke sådan, at jeg går på arbejde og bliver til et andet menneske blev vist første gang den Katrine Sekjær.